Årsmødet 2012

Nr. Broby Fri- og Efterskole - 23. oktober 2012

Velkomst ved Lisbeth Ravn 

 Aftenens program:

Årsmødet indledes med et spændende foredrag af museumsinspektør for Østfyns Museer Erland Porsmose under titlen: ”Et stykke Forelsket Danmark” 

Danmarks Naturfredningsforening havde sidste år 100 års jubilæum, og Erland Porsmose fortalte le om kunst og naturfredning i 100 år. Blandt andet om hvordan kunstmaleren Johannes Larsen, i sit livslange arbejde for den danske natur, var tæt forbundet til Danmarks Naturfredningsforening og var en stor fortaler for fredninger.

Erland Porsmose fortalt engageret og med humør om det fynske maler og deres betydning for vore dages opfattelse af hvad der er "rigtig" natur. Vi hørte om forholdet til de jyske digter, om grønlands vandrefalk i carry, og konflikter i naturopfattelse blandt datidens kunstener. Men der blev også draget tråde op til nutidens naturbevarelse, ikke mindst under den engagerede debat efter fordraget.

Pause 10min.

 2. Årsmøde 

  1. Valg af dirigent

Bestyrelsen havde forslået byrådespolitikker  Bo Pedersen til dirigent - Bo blev enstemmigt valgt.

  1. Bestyrelsens beretning 2012

Vi har som altid oplevet et år med masser af aktiviteter og sager at arbejde med. Der er lige nu ca. 1100 medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening i kommunen. Her i efteråret vil der være en hvervningskampagne. I den forbindelse er der blevet lavet en lokal folder, som kort beskriver vores arbejde.

 Vi oplever stadig et godt og fornuftigt samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune. Kommunen laver et godt stykke arbejde med f.eks. natura 2000 områderne, Bøjden Nor og Naturstien Ringe-Korinth.

 I foreningen får vi mange afgørelser fra Faaborg Midtfyn Kommune, hvoraf størstedelen omhandler dispensation fra bygge- og beskyttelseslinjerne i forbindelse med til- og ombygning af mindre bebyggelse. Vi ser dem alle igennem, men de fleste har ingen betydning for natur og miljø.

 Men selvfølgelig er der områder, hvor vi ikke er enige, bl.a. havde kommunen udpeget et område, hvor der skulle bygges et stort bueskyttehus lige ned til nyslyngede Odense Å og et flot naturområde, hvor der bl.a. mosehornuglen er kommet igen. Her måtte vi tale naturens sag.

 Ud over sager fra kommunen, kommer der også sager fra Fredningsnævnet, som der skal tages stilling til.

 Herudover modtager vi jævnligt henvendelser fra borgere, som er støt på ændringer i deres lokalområde, som vækker bekymring.

Henvendelserne spænder vidt fra nedlagte stendiger, gylletanke, oprensning af åer og etablering af grusgrave.

Medlemmer af bestyrelsen og mødestruktur.

Ved sidste års konstituering i november 2011 efter årsmødet:

Politisk formand                 Lisbeth Ravn (på valg)
Aktivitets formand              Birgit Bjerring
Administrativ formand       Ulla Poulsen
Menigt medlem                  Erik Ehmsen (træder ud af bestyrelsen)
Menigt medlem                  Jørgen Elper Hansen (På valg)
Menigt medlem                  Per Holmsgård
Menigt medlem                  Dorthe Jensen
Menigt medlem                  Ole Bloch-Petersen
Menigt medlem                  Leif H. Sørensen (på valg)
Menigt medlem                  Mette Behrendt Hansen
Menigt medlem                  Elsebeth Pedersen
Menigt medlem                  Lone Ravn
Suppleant                           Trine Thomsen

Erik Ehmsen, Lone Ravn og Mette B. Hansen blev sidste år valgt som suppleanter, men blev nødt til at blive medlemmer af bestyrelsen, da vi skulle udfylde 12 pladser. Trine Thomsen har været suppleant. I år har vi besluttet at vi bliver nødt til at beskære bestyrelsen fra 12 til ni medlemmer – medmindre der på selve årsmødet dukker nye kandidater op. Vi har forhørt os hos forskellige folk, om de kunne være interesseret i at gå ind i bestyrelsesarbejdet, men det har desværre ikke været tilfældet. Da Erik udtræder af bestyrelsen og da både Mette og Lone gerne vil nøjes med at være suppleanter,  er vi reelt kun 9 personer tilbage.

Derfor har vi besluttet, at vi kun skal være 9 medlemmer af afdelingsbestyrelsen.  Hvis der på mødet findes andre, der er interesserede i at lave et stykke arbejde kan de gøre det som suppleant, da vi gerne inviterer disse med til vores møder og vores arbejde.

 I det forgangne år har:

Lisbeth har været politisk formand

Ulla blev sidste år valgt som administrativ formand

Birgit blev formand for ture og arrangementer.

 Leif har haft hovedansvaret for hjemmesiden og nyhedsbrev.

 Dorthe har været ansvarlig for økonomi.

 

Struktur af møderne og indhold af møderne.

Vi havde i slutningen af sidste år en snak om, at vi bliver nødt til at prioritere vores arbejde, så vi føler at det arbejde, vi lægger i DN bliver konstruktivt, og at man ikke ”spilder” sin tid. 

Der blev vedtaget en ny struktur for afdelingsmøderne, således at der lægges mere arbejde i arbejdsgrupper og vi derfor kun mødes hver anden måned i den store gruppe:

Vi har altså fælles afdelingsmøde hver anden måned. Dog således at der i december er et mindre møde før julefrokost og dernæst et ordinært møde i januar. Alle deltager i afdelingsmøderne.

Derudover vil der være møder i arbejdsgrupperne mindst hver anden måned eller efter behov. 
Der er minimum 2- 4 fra bestyrelsen i en arbejdsgruppe, der kan supplere sig selv, bl.a. ved at inddrage suppleanter, ”menige”-medlemmer via nyhedsbrev, direkte kontakt etc.  Det vil give mulighed for at gøre suppleanter mere aktive, samt inddrage interesserede medlemmer – gl. bestyrelsesmedlemmer etc. På afdelingsmøderne aflægges referat fra møderne i arbejdsgrupperne.

Vi har haft følgende arbejdsgrupper:

 Ture og arrangementer:

Gruppen har arrangeret en række tur og bl.a. sammen med naturplejegruppen planlagt 4 naturplejearrangementer.

 Medlemskontakt og nyhedsbrev:

I år har vi for første gang forsøgt at udgive et nyhedsbrev til alle medlemmer i Faaborg-Midtfyn kommune. Det er vores hensigt at komme med 4 udgivelser om året, men i år er det foreløbig kun blevet til to.
Det er vores intention løbende at fortælle lidt om, hvad vi går og arbejder med i lokalafdelingen, om hvad der sker i Faaborg-Midtfyns natur, samt komme med forslag til ture etc. Det skal ikke være så alvorligt det hele, så vi vil også give plads til den gode historie, skæve vinkler og historier om medlemmernes ”skjulte stier” eller andet. Vi tager også gerne imod nye ideer og input.

Hjemmeside:

Hjemmesiden har vi løbende  opdateret.

Naturpleje:
Gruppe har i år afholdt 4 arrangementer, der er blevet koordineret med ture og arrangementsgruppen. Et område vi gerne vil have mere fokus på det kommende år.

 Repræsentanter til forskellige råd og eksterne udvalg:

Det grønne råd: Elsebeth og Jørgen er suppleant

Ringe/Korinth banen: Jørgen

Bøjden Nor: Lisbeth og Jørgen

Samrådet: Birgit, Ole og Lisbeth

 Ad Hoc-grupper:

Ideen med ad hoc grupper er, at der til en hver tid kan nedsættes et udvalg for en kortere eller længere periode til at tage sig at en større sag/arbejde med et emne, vi har fokus på.  Eksempler kunne være et meget stort arrangement eller sager vi ønsker at have særlig fokus på. Det kunne være sø-tilladelser og deres udførelse i praksis, stier, hegnspleje, grøftekanter eller hvad vi nu synes er aktuelt.  Her er der virkelig en mulighed for at inddrage medlemmer, og gøre dem aktive. 

Vi kunne godt tænke os at komme i gang med at se på eksisterende fredninger i Faaborg-Midtfyn næste år.

 Netværk som vi deltager i:

  1. Landbrugsfagligt netværk
  2. Naturpleje-netværk

Sags-gennemgang – emner: Her har de enkelte medlemmer fokus på forskellige ting, så man ser på noget, der interesserer én.

 Projektarbejde

 Skovbyggelinie ved Sdr. Nærå.

Faaborg-Midtfyn kommune har udstykket et område til parcelhuse ved Sdr. Nærå tæt ved Hestehaveskoven. Der er en beskyttelseslinie på 300 m. ved skov. For at være sikker på, at der måtte bygges, har de lavet en ansøgning på et fiktivt hus.

Det er kommunen, der afgør om en evt. ansøger alligevel kan få dispensation til at lave ændringer inden for beskyttelseslinjerne. DN´s lokalafdeling for Faaborg-Midtfyn er klageberettigede i sager om dispensation fra beskyttelseslinjer, f.eks å-beskyttelseslinien og skovbyggelinien. Som landsdækkende naturforening kan Naturfredningsforeningen påklage myndighedernes dispensationer fra beskyttelseslinjer til Natur- og Miljøklagenævnet, som så også vil vurdere sagen.

Vi klagede over dispensationen, men efterfølgende har Naturstyrelsen reduceret skovbyggelinien fra 300 til 75 m ved Nr. Nærå og dermed tilladt, at der bygges parcelhuse 75 meter fra skoven.

Sallinge Å

Faaborg-Midtfyn kommune er i gang med at lave vådområder og genslynge dele af Sallinge Å – der er 47 lodsejere, som der skal laves aftaler med. Dette arbejde forventes færdigt december i år.

Vi har en repræsentant siddende i en følgegruppe til dette projekt, og meget glade for at se kommunens arbejde, og den positive måde lodsejerne har modtaget projektet.

Naturstien Ringe-Korinth

  1. 29/9 var der officiel åbning af Naturstien på den nedlagte jernbane-strækning mellem Ringe og Korinth. Datoen blev ændret fra juni til slutningen af september, fordi anlægget af stien ikke kunne nå at blive færdigt. Der var mange lokale beboere involveret, og vi var som afdeling også repræsenteret på dagen. Desværre var vejret ikke rigtig med os, så publikummet udeblev.

Udpegning af råstofudvinding ved Allerup

Birgit, Lone og Ole besigtigede i sommer området ved Dyndbjergvej / Bobjergvej 3 km vest for Brobyværk, der menes at rumme store grusmængder. Region Syddanmark agtede at give tilladelse til at grave 58 ha af dette naturskønne område bort. DN Faaborg-Midtfyn klagede over afgørelsen, og vi har vundet en halv sejr på ubestemt tid. Området er taget ud af den aktuelle råstofplan, men forbliver registreret som potentielt fremtidigt graveområde.

 Status om nationalparken i Det Sydfynske Øhav

Ved afstemning i de 5 kommunalbestyrelser var flertallet på Langeland og Ærø imod Nationalparken. Ansøgningen til miljøminister Ida Auken dateret 26. marts 2012 omfattede derfor kun de nordlige dele af øhavet, samt dele af Assens, Faaborg-Midtfyn og Svendborg kommuner.

Helnæs og Horne land blev taget ud pga. massive protester. Ansøgningsområdet er i alt på 640 km2, hvoraf de 350 km2 er hav og de 290 km2 er land. 

 De 3 fynske kommunalbestyrelser var overbeviste om, at ansøgningen opfyldte alle kriterier for at området kunne få status som Nationalpark. Men ministeriet har hidtil ønsket at Skjern Å og Kongernes Nordsjælland skulle prioriteres først. Pga. voldsom lokal modstand fra landbrugets side, er Skjern Å nationalpark siden blevet fuldstændig skrottet.

Vedr. Kongernes Nordsjælland gennemfører ministeriet i øjeblikket en charmeoffensiv. Modstandere og tilhængere inviteres til dialogmøder og der er netop gennemført en studietur til Thy. Arealmæssigt sker der justeringer og indskrænkninger.

 Oprindeligt besluttede Folketinget, at der skal være 5 nationalparker i Danmark. Det vil antagelig lykkes for ministeriet at oprette en nationalpark i Nordsjælland, omfattende lidt mere end Gribskov og Esrum sø! Vi kan håbe at det Sydfynske Øhav bliver den 5. nationalpark.

Bøjden Nor

Der er sket en udvikling i projektet omkring Bøjden Nor. Den omkringliggende jord er blevet inddraget, og der er blevet lavet tudsesøer, fugleøer, og der er blevet sat kvæg ud i området.

Levende hegn

Sidste efterår og igen dette efterår har vi oplevet, at der er blevet fjernet jorddiger med levende hegn. Vi har sendt dokumentation ind til Kulturarvstyrelsen, som desværre ikke reagere så hurtigt, som vi kunne ønske. Vi er foruroligede over at der fjernes hegn, da de har stor betydning for at dyr og planter som levesteder, og fordi de er gode spredningskorridorer, og altså giver gode muligheder for at dyrene kan flytte sig i det åbne land. I øjeblikket er der mange penge i flis, og mange levende hegn bliver fældet pga. det.

Evighedstræer

DN har lanceret et projekt, der kaldes Evighedstræer. Det handler om at sætte fokus på store gamle træer som har stor betydning for at skoven får en stor artsdiversitet og som ofte rummer en god historie. Ordningen med Evighedstræer er en frivillig ordning, hvor ejeren af træet laver en slags fredning – det vil sige, at træet får lov til at passe sig selv – på den måde vil der naturligt komme en masse levesteder for dyr, planter og svampe i de gamle træer.

Lige nu har vi et samarbejde i gang med Damsbo Skoven og Assens afdelingen af DN om nogle gamle egetræer. Vi planlægger, at der skal arrangeres en tur, hvor der vil blive fortalt om træerne og hvilken betydning de har for skoven.

Ture og arrangementer i 2012

Vi har i 2012 afholdt en række offentlig arrangementer. Man kan læse mere om hvert enkelt arrangement på vores hjemmeside, hvor man også vil kunne se billeder fra de forskellige ture. 

Onsdag den 18. april afholdt vi en velbesøgt fugletur ved den genslyngede å i Nr. Broby. Jens Erik Ågaard var vores engagerede guide, og med Eriks fortælleglæde og opmærksomhed på naturen fik de 65 deltagere en dejlig aftenoplevelse på engen ved hans gård. Mosehornuglen fulgte med os i horisonten. En tur vi mindes med glæde.

Søndag den 22. april deltog vi i DN´s landsdækkende affaldsindsamling.

”I år blev der i kommunen samlet ind flere steder end nogensinde før. Både i Bøjden, Millinge, Horne, Øster Hæsinge, Nr. Lyndelse, Nr. Søby og Broby-området var frivillige i gang fra morgenstunden.

I Brobyværk blev der f.eks. på små 2 timer samlet 185 kg blandet affald ind, på trods af at alle skolerne 4 dage før havde samlet næsten 450 kg ind i lokalområdet.
Det er tankevækkende og skræmmende at se, hvor meget affald der bliver smidt/tabt i vores natur.” 

Tirsdag den 2. maj gik turen til Nakkebølle Fjord, hvor Kurt Due fra Odense introducerede området langs kysten og Øhavsstien for de mange fremmødte.Vejret var med os, natur og fugleliv blev nydt indtil solnedgang kl. 21.

Torsdag den 10. maj inviterede DN til plejedag i Sundbakkerne kl. 18.30. Gyvel og bjørneklo stod til nedsabling. Trods megen begrænset tilslutning, blev der ryddet gyvel og ryddet op ved det gamle grusgravsområde.

 Tirsdag den 12. juni gentog seancen sig - denne gang med flere aktive – som forsynede med spader og ørnenæb gik til angreb på de invasive arter. Pressen var til stede og lavede en helsides artikel i Fyens Stiftstidende d. 5. juli efter en del debat om gyvelens berettigelse i Svanninge Bakker.

Søndag den 12. august afholdtes høsletdag i Tarup Davinde med Ole Bloch og Elsebeth Pedersen som tovholdere. Der blev gået til stålet for at holde græsset nede til gavn for insekter og truede plantearter som f. eks. majgøgeurt. Det er vigtigt, at lave naturpleje, hvor kvæget ikke er til stede og kan gøre arbejdet.

Søndag den 19. august inviterede vi til en plejedag i højmosen Store Lung ved Nr. Broby.
Formålet var at holde birkeopvæksten nede. Imidlertid blev arrangementet aflyst, da birken ikke var dominerende. Kommunens folk havde nemlig tidligere på sommeren gjort en stor indsats.Måske forsøger vi at stable en ny plejedag på benene i 2012. Vi ser gerne, at folk får en fornemmelse af, hvad der skal til for at holde højmosen lysåben, så lyngarter, soldug, kæruld og revling kan få de bedste vilkår.

Søndag den 23. september – Geologiens dag – blev afholdt ved Knold, Dyreborg med geolog Jakob Qvortrup, Odense som inspirerende guide. 25 deltagere fulgte med langs kysten. En forfriskende, afstressende tur under septembers blå himmel.

Vi har brug for jeres opbakning til gavn for natur og miljø, og vi glæder os hver gang, I støtter op om vores ture og arrangementer.  

Beretningen blev vedtaget og godkendt.

  1. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.

 Som nævnt i bestyrelsen beretning, så har vi valgt at gå fra 12 til 9 medlemmer i bestyrelsen.

Den nye bestyrelse består nu af:

Lisbeth Ravn (genvalgt), Birgit Bjerring, Ulla Poulsen,  Jørgen Elper Hansen (genvalgt), Per Holmsgård,     Dorthe Jensen, Ole Bloch-Petersen, Leif H. Sørensen (genvalgt), Elsebeth Pedersen, 

Suppleant:  Lone Ravn

  1. Forslag fra medlemmerne

Der var ikke indkommet forslag for nogen medlemmer.

  1. Eventuelt.

Opfordring til at melde sig til som abonnent på nyhedsbrevet.

  1. Dato for konstitueringsmøde (senest 4 uger fra d.d.)

Bestyrelse konstituere sig 14/11 - 2012