Årsberetning 5. nov. på Ringe Bibliotek

Slutbemærkningen i årsberetningen fra årsmødet den 24.-10. 2013 lød således:
”Vi håber, en national naturfond er en realitet ved årsmødet 2014!”

De grønne organisationer, heriblandt Danmarks Naturfredningsforening i særdeleshed havde længe arbejdet frem mod en løsning, der kan kompensere for tabet af natur.

Derfor er det en stor glæde ved dette årsmøde at kunne konstatere, at fonden blev en realitet.

Ida Auken underskrev aftalen om Den Danske Naturfond den 2. december 2013. Der var opnået et flertal i Folketinget for at afsætte 500 mill. kroner i finansloven til formålet. Villum Fonden bidrager med 250 mill. kr. og Aage V. Jensens Fonde med 125 mill. kr. Pengene skal støtte naturgenopretningsprojekter og desuden skal opkøb af særlig værdifuld natur gavne fremtidens natur i Danmark. Fonden er selvstændig og politisk uafhængig. Alle kan donere penge til fonden, såvel virksomheder som private.

5000 ha – et område som Fanø – kan blive omskabt. På DN's hjemmeside kan man sende forslag ind. DN vil formidle forslagene videre, når arbejdet i Den Danske Naturfond tager sin begyndelse i 2015.


Naturplan Danmark:
Kirsten Brosbøl, som blev ny miljøminister den 3. februar 2014, kunne den 27.oktober i år præsentere Naturplan Danmark også kaldet Det Grønne Danmarkskort, som skal skabe sammenhængende natur i hele landet. Kommunerne skal hen over kommunegrænserne skabe grønne kiler, hvor fauna og flora kan sprede sig ad naturlig vej.

Der bliver stillet puljer til rådighed, bl.a. til kompensation til lodsejerne, som ved frivillige aftaler og evt. jordfordeling kan åbne nye grønne korridorer. Samtidig ønsker man at engagere flere i naturfællesskabet og styrke den folkelige forankring. Det er en ambitiøs plan, men særdeles nødvendig, hvis tabet af natur skal standses og antallet af truede arter skal mindskes eller bare bevare status quo.

Disse planer eller mål har længe været en del af Danmarks Naturfredningsforenings naturpolitik, og selv om foreningen ikke er forankret i et politisk parti, således som nogen fejlagtigt tror, ja, så vejres der atter morgenluft i en ellers mistrøstig strøm af dårlige nyheder: Fiskedød, fødemangel blandt bier og fugle, agerhøns i agerlandet en uddøende race, fugle- og blomsterarter på retur.

For os, der deltager i årsmødet, og for en masse andre, der har naturen på hjerte, kalder det på ansvar og gå-på-mod til at fortsætte kampen for vores fælles natur.
Måske har vi kun overskud til vores egen lille have, til at bandlyse kemikalier og holde haven giftfri, men det er trods alt en begyndelse.

Biodiversitet.nu
Kaldes et naturregistreringsprojekt, der blev lanceret af vores hovedorganisation i foråret 2014.

DN Faaborg-Midtfyn plus 4 øvrige DN-afdelinger i landet blev udvalgt til pilotkommune, inden det landsomfattende projekt går i gang i 2015. 30 udvalgte arter af planter, insekter, dyr og svampe er med på listen. Så hvis man på sin tur ser f.eks. en vibe, et firben, en citronsommerfugl, en tjærenellike eller en kantarel, så opret dig som bruger på hjemmesiden, indtast dit fund med angivelse af sted eller brug din smartphone, hvis du har en sådan. Så indgår fundet i statistikken over levested og antal. Projektet løber over 5 år og er støttet af Åge V. Jensens Fonde.

Det omfattende registreringsmateriale vil blive analyseret af forskere fra Københavns og Aarhus Universitet, og vil kunne give et billede af naturens tilstand og udvikling. Fordelen ved biodiversitet.nu er, at det er forholdsvis kendte arter, som man kan finde frem til, uden at være en nørd. En familietur i naturen kan samtidig blive en lille detektivopgave.

Der er stadig arter at finde netop nu i naturen: Bl.a. harer, tørvemosser, rensdyrlav og tøndersvamp. Se den samlede liste på DN's hjemmeside.

Giv det en chance, og sæt findestedet på kortet på nettet.

Ture og arrangementer
DN i Faaborg-Midtfyn har budt på 6 ture og arrangementer i naturen i løbet af året:

Mandag den 6. maj kl. 19 stod et par lokale lodsejere fra Nr. Broby parate til at fortælle om lodsejernes op- og nedture langs Odense Å på den strækning, der blev genslynget i 2009. 55 personer mødte frem i den lune majaften og fulgte interesseret i Henning Dams og Jens Erik Aagaards fodspor. Gode historier blev fortalt undervejs, men også lidt malurt blev drysset i bægeret, fordi lodsejerne selv måtte stå for græsslåning på stien, som blev etableret på en frivillig basis. Der er genskabt et smukt naturlandskab, som det tog sig ud på den lokale maler Niels Lindbergs tid (1886-1974). Græssende kvæg på marken, andefugle i åen og i de af Naturstyrelsen anlagte søer. Fuglekig fra fugletårnet, bl.a. mange viber, der boltrede sig på den lysåbne græsslette.

Et dejligt stykke bynær natur, som folk i kommunens vestlige udkant har taget til sig som deres eget. Når området oversvømmes, nyder folk at færdes på skolestien, hvor grågæs, svaner og troldænder kan ses på nært hold. Tiderne skifter. De tidligere våde enge blev opdyrket, da Odense Å blev rettet ud i 50'erne. Nu er man tilbage til det oprindelige landskab og har genfundet naturværdierne.

Høslet i Svanninge rigkær
Maria Gram-Jensen, som indledte årsmødet med sin billedfortælling om ”De glemte bier”, har to gange i årets løb inviteret til høslet i Svanninge rigkær – for at give naturen en hånd, d.v.s. hjælpe naturen på vej, så de truede planter som bl.a. gøgeurt, engblomme og trevlekrone kan få en renæssance i rigkæret. Den 4. maj var en snes personer i gang med leer og træriver på området. Biolog Anita Svendsen fra Naturstyrelsen var med i udpegningen af netop dette sted med tagrør, som køerne ikke sætter tænderne i, hvis de kan finde bedre spisesteder i Svanninge Bakker. I øvrigt befinder rigkæret sig i nær afstand fra bondegårdskulissen til TV-serien om 1864 af Ole Bornedal, og hvis man bruger sin fantasi, kan man sagtens se Laust og Peter løbe omkring på de grønne enge.

Som altid når man laver den slags arbejde, hører der en godbid til, og de svedige arbejdsmænd og -kvinder kunne styrke sig ved et sundt økologisk måltid samt dertil hørende øl. Det sociale må ikke glemmes. Samværet omkring arbejdet og måltidet er vigtigt i høsletssammenehæng. I et lille afgrænset område, hvor rørsivene blev slået og høslettet fjernet i 2013, kunne man med glæde og tilfredshed konstatere, at der stod gøgeurter og tittede frem. Forhåentlig får de følge af mange flere efterhånden.

Den 17. august gentog Maria høsletsarrangementet, og selv om det regnede godt og længe, opgav den lille hærdede flok ikke deres gøremål. Tagrørerne blev slået med le og fjernet, så de ikke kunne give næring på engen.

Frokosten blev indtaget under stråtaget på ”1864”-kulissen. Dermed har den tjent to gode formål.

Vi håber meget, at der også fremover vil melde sig tilstrækkeligt med frivillige til at lave naturpleje i rigkæret. I DN Odense har de på Præsten Eng ved Stenløse ved mange års vedholdende leslåning fremelsket en enestående udbredelse af gøgeurter og andre sjældne engblomster. Både køer og mennesker er stedets naturplejere.


Kogræsserlaug
I Faaborg-Midtfyn kommune vil DN gerne slå et slag for kogræsserforeninger eller kogræsserlaug.

DN har udgivet et hæfte om emnet, som kan læses på nettet eller rekvireres.

Der er mange grønne pletter, som trænger til afgræsning, hvis de ikke skal gro til i birk, pil og tjørnekrat.

Pletterne tilhører måske en privat lodsejer, måske kommunen, og hvis I øjner en mulighed for at samle en gruppe, der i fællesskab passer og tilser kreaturerne på marken, og har lyst til at aftage kødet efter slagtningen, så sig til. DN er meget behjælpelig med at opstarte kogræsserlaug. Kommunen dækker udgiften til hegning på kommunale arealer. Det vides ikke p.t. hvor mange græsningslaug, der er i kommunen. Der er ét kaldet FNoK i Sundbakkerne, men her er der venteliste på at komme med i lauget.

Naturplan Danmark/ Det grønne Danmarkskort vil formentlig medføre endnu større områder til afgræsning. Frivillige ordninger med lodsejerne søges indgået. Hvis pengene følger med, er det nemmere at forhandle og tilgodese alle parters interesse.

Som trenden er med vægt på dyrevelfærd og rene varer, kan vejen være banet for en kortere vej fra jord til bord. Mange ønsker at kende historien bag produktet. En kvie på marken giver liv til både blomster, insekter, fugle, dyr og mennesker!

Tarup-Davinde Dagen
Den store friluftsdag i Tarup-Davinde grusgravområdet løb af stabelen lørdag den 24. maj.

Faaborg-Midtfyn kommune og Odense kommune bidrager begge til det store fritidsområde, hvor naturskolen ligger, og hvor unge mennesker fra Job og Aktiv kommer regelmæssigt og udfører opgaver i naturens tjeneste.

Et stort udbud af foreninger deltog i dagen med diverse stande spredt i hele området. DN Faaborg-Midtfyn havde slået sig sammen med DN Odense og bød på en familieskattejagt, som henved et hundrede familier benyttede sig af. Det er så opløftende at se børn og forældre ude i den friske natur og med nysgerrigheden i behold.

Ingen tvivl om, at der findes mange lærerige naturprogrammer på Ramasjang, men vi synes nu alligevel, at naturen skal opleves live fremfor på TV og Ipad.

To af vores bestyrelsesmedlemmer, Elsebeth Pedersen og Ole Bloch stod som sædvanlig for det årlige høsletsarrangement i Tarup-Davinde. Det fandt sted søndag den 10. august med pæn tilslutning på en varm sommerdag. En frisk journalist skrev en artikel med billeder til MidtfynsPosten. Det er glædeligt, når naturen får sin velfortjente plads i medierne. Og så var der krebsegilde bagefter! Friskfangede krebs fra én af søerne. Ikke så ringe endda.

Geologiens Dag afholdt lørdag den 20. september på Svelmø med Jakob Qvortrup Christensen som guide er omtalt i DN´s Nyhedsbrev fra oktober 2014 og udsendt sammen med indbydelse til årsmødet.

Kunstbænken ved Ringe Sø
Krebs eller ej, så blev Ringe sø sat på landkortet i 2014. Kunstneren Poul Ingemanns kunstbænk ønskedes opstillet ved bredden af Ringe sø. Økonomiske midler fra Faaborg-Midtfyn kommunes Kunstråd og Statens Kunstfond gav mulighed for at opsætte en ca. 50 m lang bænk af beton. En meget livlig debat blev skudt i gang. Borgermøde blev afholdt, og alle havde en mening om projektet. Avisen var fyldt med læserbreve og reaktioner for eller imod. DN blev også draget ind i debatten. Mange havde forhåbning om, at DN kunne skrive indsigelse til Naturklagenævnet, fordi naturen led overlast og området blev skæmmet af en betonbænk. Vores afdelingsbestyrelse holdt møde i Ringe med besøg på stedet for at se på den påtænkte placering. Bænken blev vendt og drejet – altså i samtalens løb. En forespørgsel til DN centralt var blevet besvaret med et ja til bænken. Ingen grund til klage i denne sag. Naturen ved søen vil ikke lide overlast. Den rummer ikke sjældne arter, og stierne søen rundt er i forvejen stærkt benyttet af motionister og cyklister. En sø i bynær natur til rekreation og benyttelse – kræver mindre beskyttelse!

Folk skal kunne nyde naturen og fugleliv– også fra en lidt utraditionel bænk. Det blev konklusionen på den sag. Men en nyetableret Forening til Ringe Sø`s beskyttelse så dagens lys og indsendte klage til Naturklagenævnet. Nævnets medlemmer var på besigtigelsestur ved søen i oktober måned.

Miljøklagenævnets enstemmige afgørelse blev offentliggjort d. 5. november. Klagen afvist!

Fjellebroen Havn
En ny lokalplan for Fjellebroen havn har siden maj haft lokalafdelingens bevågenhed. Indskrænkning af det rekreative areal med henblik på opførelse af en hal på 280 m2 til brug for rejefiskeri. Det vurderer vi i DN er til gene for adgangen til Øhavsstiens. Desuden vil et byggeri i den størrelsesorden og med en påtænkt byggehøjde på 7,5 m dominere voldsomt såvel til lands som til vands. DN har indsendt høringssvar både i for-høringen og i høringsrunden i oktober. Det bliver spændende at se, om DNś forbehold mod den nye lokalplan vinder genklang. En landzoneansøgning er næste skridt, hvis lokalplanen bliver vedtaget. DN følger sagen.

Vandplaner
Det næste skal også handle om vand. I løbet af 2014 har Louise Skov fra vores afdeling har siddet med i den nationale følgegruppe, som arbejder med vandplaner i det sydfynske, og hvor både lodsejere og kommunens embedsmænd deltager. Arbejdet blev afsluttet i enighed. Alligevel kom der i sidste øjeblik en mindretalsudtalelse fra nogle lodsejere om udlægningen af gydegrus, hvis udformning, man ikke kunne tilslutte sig.

Naturprojekter i Faaborg-Midtfyn kommune
Som grøn organisation bliver DN hver gang delagtiggjort i kommunens naturprojekter.

Den 19. juni 2014 blev DN og alle andre naturinteresserede inviteret med til indvielsen af Sallinge Å-projektet. I kraft af medlemsskab af en følgegruppe nedsat i 2011 blev projektet fulgt til dørs. 18,1 mill. kr. fra staten blev anvendt til at genslynge åen over 12 km, 141 ha blev inddraget i at skabe vådområder for at mindske udvaskningen af fosfor og kvælstof i Sallinge Å og dermed Odense Å og Odense Fjord.

Det var stor dag, hvor kommunens Natur-og Plan ansatte samt politikere kunne præsentere det flotte resultat på Gestelevlundevej 31.

Nogle af idéerne til de mange naturgenopretningsprojekter opstod i Fyns Amt, før de enkelte kommuner fik overdraget opgaven. Heldigvis fulgte erfarne miljøfolk med og sammen med nye dygtige fagfolk kan idéerne realiseres, når blot pengene følger med! 45 velvillige lodsejere har bidraget til et bedre vandmiljø.

DN værdsætter kommunens og lodsejernes indsats. Det bliver fremtidens natur.

Den 19. juni var også indvielsesdag for et rigkærprojekt syd for Brændegaards Sø. Life-midler fra EU finansierede projektet. Tre medlemmer fra afdelingsbestyrelsen fulgte med i processen via Det Grønne Råd,

Også særligt udpegede områder ved Arreskov Sø er taget under kyndig behandling i et Life-projekt. Jorden er erhvervet og græsning er etableret. Ansøgning om opstilling af læskur til kreaturerne skulle igennem Fredningsnævnet, og på den måde blev DN orienteret om udformningen og placeringen. DN sagde god for opstillingen, så kvæget kunne få tag over hovedet i vintermånederne!

I Højmosen Storelung ved Nr. Broby er næste Life-projekt i gang. Frivillige aftaler med de 46 lodsejere omfatter 12 ha + 8 ha i randzonen. Formålet med det nye projekt er at hæve vandstanden i den sjældne naturtype, så højmosen stadig vokser og de truede plantearter kan overleve. Også her er en følgegruppe netop blevet etableret, og DN er repræsenteret med en person. Alle andre kan følge de spændende Life-projekter på hjemmesiden Life70. Afdelingsbestyrelsen vil gerne udtrykke vores tak og påskønnelse for de mange gode kræfter, der giver vores kommune en rigere natur.

Beskyttelse af grundvand.
DN er også repræsenteret i kommunens arbejdsgruppe vedr. beskyttelse af grundvand. Dette emne er et af DN's fokuspunkter, og det er særdeles meningsfyldt at få indflydelse på noget så centralt, som at sikre rent drikkevand. I gruppen sidder endvidere repræsentanter fra kommunen, vandværksbestyrelser, lodsejere og landbrugsorganisationer. Niveauet for beskyttelse ser vi nok lidt forskelligt på. DN ønsker de 25m sprøjte-og dyrkningsfri zoner omkring vandboringer håndhævet. Resultatet af lemfældig omgang med reglerne viser sig ikke øjeblikkeligt, men ad åre. Mange vandværksboringer må hvert år lukkes på grund af forurening af drikkevandet.

DN ønskede at samarbejde med et vandværk i FMK i anledning af Vandets Dag/ Verdens Vanddag den 22. marts. Desværre ønskede ingen af de tre adspurgte vandværker at medvirke, så vi måtte opgive et arrangement. Vi vil sikkert forsøge igen i 2015, da rent drikkevand er naturens gave, som vi skal nyde og lære at passe på.

Affaldsindsamlingen den 27. april
Denne forløb fint og med medvirken af flere og flere børn, unge og ældre. Institutioner, skoler, spejdergrupper, lokalråd og private indsamlere tilmeldte sig flittigt på DN´s hjemmeside og fik tilsendt affaldssække til formålet. Det blev en folkesport at samle affald. TV2 sendte en reportagevogn til Brobyværk, hvor fotografen fulgte i hælene på Erland Christensen, som ikke kun én dag om året samler affald. Nej, han gør det hele året rundt, for som han siger: ”Brobyværk skal være den reneste by i Danmark!” Kommunen afhentede de fyldte poser på aftalte steder et par dage senere. DN lokalt hjalp med koordinationen og vil gerne takke alle de børn og voksne, der samlede andres skrald op. DN`s næste affaldsindsamling finder sted søndag den 19. april 2015. I må gerne allerede nu sætte et kryds i kalenderen.

 Afslutning
Det er umuligt at få plads til det hele i en årsberetning, men jeg håber, I har fået et varieret indtryk af, hvad vi i DN`s afdelingsbestyrelse beskæftiger os med. Vi har afholdt 8 bestyrelsesmøder siden årsmødet i 2013. En hel del af arbejdet klares via mailkorrespondance. Møder i Det Grønne Råd, samrådsmøder, DN-kurser, Repræsentantskabsmøder, følgegrupper og borgermøder har også budt på spændende indhold for de ni DN-aktive i lokalafdelingen. Antallet af DN-medlemmer i FMK er på 1189. Vi takker for opbakningen til Danmarks Naturfredningsforening, som på landsbasis har stor indflydelse på fremtidens natur.

Ved årsmødet den 24. oktober 2013 fik vi to nye medlemmer med i bestyrelsen: Ellen Korsgaard og Louise Skov. Det har været godt for vores bestyrelse. I år må vi desværre sige farvel til næstformand Jørgen Hansen, Millinge. Jørgen har været aktiv i DN i tæt ved 30 år og ønsker nu, at yngre kræfter tager over. Leif Sørensen må på grund af arbejdspres forlade bestyrelsen, men naturformidling vil heldigvis stadig være hans hjertesag. Maria Gram-Jensen ser sig desværre nødsaget til at stoppe i bestyrelsen, men har lovet at fortsætte høsletsindsatsen i Svanninge rigkær. Alle tre har været særdeles aktive i afdelingen. Stor tak for jeres arbejdsindsats og inspiration til gruppen.

Leif har sammen med Ulla Poulsen redigeret hjemmesiden og afdelingens Nyhedsbreve, som jeg kan anbefale jer at modtage. Det kræver kun en tilmelding på dn.dk/faaborg-midtfyn under overskriften Nyhedsbreve. Så vil I fremover i jeres mailboks modtage nyt fra afdelingen ca. firegange om året. Vi håber, at flere vil blive inspireret til at gå ind i DN-arbejdet i kommunen. Der arrangeres begynderkurser, så man ikke føler sig på bar bund.

Glædes man ved naturen og kan li' at gøre en indsats nu og for fremtiden, så hold jer ikke tilbage. Ringe og Faaborg-området er svagt repræsenteret i afdelingen. Det er underligt, for der bor de fleste medlemmer! Meld jer som aktiv, hvis I brænder for et smukt og varieret landskab, en rig og mangfoldig natur og et rent og sundt miljø. Som ekstra bonus vil I møde engagerede personer, der brænder for den samme sag.

Som afslutning skal lyde en velment tak for samarbejdet i det forløbne år og for jeres positive indstilling til at løfte opgaverne. Jeg glæder mig til at tage fat på et nyt år i DN Faaborg-Midtfyn.

Broby, den 5. november 2014

Formand for DN Faaaborg-Midfyn Birgit Bjerring