Affaldsindsamling 2013
Affaldsindsamling 2013Affaldsindsamlingen 2013
Danmarks Naturfredningsforening i Faaborg-Midtfyn vil gerne takke alle de frivillige personer, som har hjulpet med forårsrengøringen i naturen. Overalt i kommunen har folk samlet plastic, slikpapir, dåser og flasker i rigelige mængder. Nu ender affaldet på genbrugscentret eller på forbrændingsanlægget, og ikke i en komave, en hestehov, et cykeldæk eller i skæret på en græsslåmaskine.
De spirende blomster og planter i vejkanten kan nu få den fulde opmærksomhed, når man cykler ud ad landevejen.
Når nyt affald igen havner i vejgrøften - og det gør det desværre - kan man blot opfordre til, at folk, der bor på strækningen tager skraldet - og det er der heldigvis allerede rigtig mange, der gør. Så derfor også stor tak til alle de anonyme skraldemænd, som i årets løb gør deres til at holde naturen ren.
Weekendens affaldsindsamling i Brobyområdet efterlod fyldte 22 affaldsække ved kommunens genbrugsstation. 130 kg blandet affald, heriblandt ca. 500 importerede dåser samlet på en strækning af 20 km. Nedslående og opløftende på én gang.
Men en god fornemmelse af et samfundsnyttigt forskønnelsesprojekt. Og der er plads til mange, mange flere på holdet!