Danmarks Naturfredningsforening, december 2013

 

 

Så er det snart jul.

Et begivenhedsrigt efterår lader sig nu afløse af juletravlhed og hvem ved, måske afløses det lune vejr af vintervejr?

Det nyligt overståede kommunalvalg har bragt nye ansigter på banen. Vi siger velkommen til de nye og tak for godt samarbejde, til dem der i den kommende valgperiode ikke er med på holdet. Efter et vellykket årsmøde med vælgermøde på programmet, har vi også sagt velkommen til to nye ansigter i afdelingsbestyrelsen.

Skal du ud og nyde naturen imellem julefrokosterne, kan du finde inspiration til en tur omkring Bøjden Nor i nyhedsbrevet. En julegave af de meget store er allerede faldet ned i turbanen: Danmark har ved finanslovsforhandlingerne endelig fået den Naturfond, som DN og andre grønne organisationer har ønsket sig så længe!  Fra alle os til alle jer: Tak for gaven!

Redaktionen ønsker glædelig jul og grønt nytår.


 

Kommunevalget 2013

DN Faaborg-Midtfyn ønsker til lykke til den nyvalgte kommunalbestyrelse. Det er DN´s håb og ønske, at de politikere, der nu står med ansvaret for natur og miljø i kommunen, vil forvalte opgaven på allerbedste vis.

DN har mange gode erfaringer med samarbejdspartnerne i de forgangne fire år.

Specielt tak til afgående borgmester Hans Jørgensen, der deltog i kåringen af Fyns første Evighedstræer i Damsbo Skov den 2. marts 2013.

Talen, der blev holdt i den anledning, vidnede om H. Jørgensens store interesse for naturen.

Forhåbentlig bliver der mere tid til at være aktiv for naturen  i fremtiden.

Grete Justesen deltog som paneldeltagere i DN´s årsmøde, og de fleste havde forventet, at den markante formand for Teknik-og Miljøudvalget fortsatte efter valget. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

DN takker for naturindsatsen bl.a. i Det Grønne Råd, hvor Grethes ord altid har været tydelige og troværdige.

DN har grund til at tro, at den nyvalgte borgmester Christian Thygesen ser natur og miljø i Faaborg-Midtfyn Kommune, som én af de største ressourcer og tiltræknings-parametre.

Søren Kristensen kommer fremover til at stå i spidsen for Teknik-og Miljøudvalget. Det er DN´s kerneområde, når der udstedes tilladelser f.eks. til byggeri i det åbne land, dispensationssager og udvidelser af dyrehold. 


 

Svampejagt i vintermørket.

At efteråret er svampetid ved de fleste – men at man også kan finde spisesvampe i vintermånderne er færre nok klar over.

En af de mere spektakulære er Judasøre – Auricularia auricula-judea, der oftest findes på hyldetræer. Især gammel hyld kan det betale sig at lede på. Svampen findes dog også på andre træsorter, bøg, elm og ask og endda på rododendron, har man fundet den.

Ser man i gamle fundrapporter fra midten af sidste århundrede, var svampen dengang ikke så almindelig og fandtes stort set kun på gamle hyld, der stod kystnært. I dag er den almindelig og let af finde.  

Svampen, der med lidt god vilje, godt kan ligne et øre, har ifølge en legende fået sit navn, fordi Judas, da han havde forrådt Jesus, i skam forsøgte at hænge sig i et hyldetræ.

Dem der har klatret i hyld ved, at det måske ikke er verdens bedste træ at hænge sig i, hvis man mener det alvorligt! Til minde om Judas svigt, vokser judasører i dag ud, der hvor hans øre ramte træet.

Judasøre holder meget af fugtigt vejr, og kan her findes frisk og blød, mens den tørre ind, hvis vejret bliver for tørt. Den kan dog svulme op igen, hvis det igen bliver fugtigt og gro videre.

Finder man svampene, er de bestemt værd at plukke og tage med hjem i køkkenet. Men lad være at prøve at stege dem på panden, de hopper og springer, som var det popkorn.

Til gengæld er den rigtig god i asiatisk mad, wok-retter, forårsruller og lignende. Ikke så meget på grund af smagen, men mest på grund af dens særegne bruskede konsistens, der ofte er værdsat i det asiatiske køkken.

Den er i øvrigt meget lig, og i familie med den svamp, som man finder, hvis man køber en asiatisk grønsags-blanding fra supermarkedernes frysedisk.

Finder man mange, eller står der ikke lige hjemmelavede forårsruller eller wok på menuen, er de lette at tørre. Gerne oven på en almindelig radiator eller det varme badeværelsesgulv. De opbevares herefter i lukkede glas. En halv  time før den skal bruges, blødes den bare op i vand - og vupti er den klar til brug. På samme måde som den i naturen er klar til at vokse videre. 

God svampejagt i juledagene

   


 

Årsmøde 2013

DN´s natur-og miljøpolitiske årsmøde, der blev afholdt den 24. oktober på Det Gamle Bibliotek i Faaborg, havde deltagelse af 10 paneldeltagere: Heraf opnåede kun fire valg til kommunalbestyrelsen, nemlig Aage Priisholm, Jacob Holm, Morten Schjøtt og Jan Valbak.

DN vil gerne takke for den gode opbakningen til arrangementet, som forløb, som man kunne ønske sig det.

Der skal også lyde en stor tak til Ib Ingildsen, Peter Jensen, Grete Justesen, Mathias von Jessen, Søren Snedker og Brian Hald, som desværre ikke opnåede valg i denne omgang.

Fyens Stiftstidende dækkede begivenheden med en helsides artikel den 25. oktober, ligesom også SydfynsAvisen.dk  var på pletten med fotograf og skribent. Ca. 50 personer deltog i mødet.

Ordstyrer Kurt Due Johansen forestod debatten om:
1. Offentlighedens adgang til naturen
2. Placering af vindmøller og biogasanlæg
3. Naturens mangfoldighed.

Der kom mange velargumenterede indlæg, og de politiske debattører udviste stor interesse for natur-og miljøspørgsmål.

Som genvalgt formand for DN tillader jeg mig at fremkomme med en tanke til overvejelse:

Mon de mange gode intentioner og lyst til at gøre en indsats kan lokke nye folk på sporet til at blive aktive i DN? Naturkalenderen 2014 og bladet Natur & Miljø giver forhåbentligt stof til eftertanke!

På årsmødet kunne vi byde to nye personer velkommen i lokalbestyrelsen, nemlig Ellen Korsgaard, Pejrup og Louise Skov, Ryslinge, således at bestyrelsen nu består af 9 personer plus 1 suppleant.

Vi glæder os over, at nye ansigter vi prøve kræfter i bestyrelsen og takken for indsatsen, for de medlemmer af bestyrelsen, som i denne omgang er udtrådt af bestyrelsen.

 


 

Vand fra Vigø på flaske i kendte restauranter.

Folkene bag Løgismose ønsker at indvinde grundvand på den lille ø Vigø i Helnæsbugten og sælge vandet på flasker.

Faaborg-midtfyn Kommune har d. 22. november givet tilladelse til, at en eksisterende boring kan anvendes til indvinding af vand.

Umiddelbart er der i forhold til lovgivningen ikke noget til hinder for at indvinde vand på Vigø, og mængden der skal hentes op (100m3 om året ) er  trods alt ikke så stor.

Når vi alligevel omtaler projektet her, er det fordi vi ikke kan lade være med at undre os lidt over konceptet: Det er svært at se mening eller økologisk omtanke i, at tappe vand fra en lille ø i Helnæsbugten, tape det på 1000 liter store beholdere, for derefter at sejle dem til fastlandet og kører dem til Tyskland (evt. Åbenrå), hvor de skal tappes på flaske.

Herefter tilbage til restauranterne i Danmark, hvor det  givet skal sælges som eksklusivt vand! Og endnu mindre mening giver det, når embedslægen d 9/9 skriver:

"Der ikke er tale om optimalt drikkevand, da det er nitrat-forurenet og derfor også kan blive, eller allerede er, forurenet på anden vis. Der er aktuelt kun en meget lav arsen-koncentration. Det kan ikke udelukkes, at koncentrationen af arsen vil stige når der påbegyndes en produktion. Boringens ydelse er tilsyneladende ret lav. Arsen-koncentrationen vil dog formentlig ikke umiddelbart komme over grænseværdien. Produktionsmetoden, med overføring af drikkevandet til mindre tanke og lang transport til udlandet, vil ud fra en hygiejnemæssig synsvinkel ikke være optimal. Vandindvindingen på Vigø udgør samlet set ikke en optimal kilde for produktion af drikkevand på flasker. Der er dog efter Sundhedsstyrelsens vurdering ikke forhold, som gør, at der ikke kan gives vandindvindingstilladelse på de af kommunen foreslåede vilkår."

 
Måske er der gået lidt for meget "den gode historie" i de flasker vand, hos et fortagende, der ellers er kendt for om nogen at sætte kvaliteten i højsædet. Spændende om embedslægens tekst kommer på etiketen :-)


 

Turen går til Bøjden Nor.

 

Redaktions forslag til en tur denne gang må ubetinget gå til Bøjden Nor.  Så sent som den 2. november blev det store EU- life projekt officielt afsluttet, så her er sket meget de sidste par år, som er værd at tage ud at se på.

For det første, er det nu blevet muligt via et stisystem, at gå hele vejen rundt om Noret. I første omgang tilrådes det at tage gummistøvler på, men inden længe, kommer der en bro over udløbet, og så vil det være muligt, at gå hele vejen rundt.

På de gamle landbrugsarealer, er der gravet masser af nye vandhuler. Nogen til fjernelse af næringsstoffer fra de omkringliggende marker – man forventer således af kunne fjerne mellem 30 og 50 % af de næringsstoffer der tidligere er blevet tilført Noret.

Andre for at sikre Strandtudsen egnede ynglepladser – der går endog rygter om, at den Grønbrogede Tudse også skulle være indvandret. Inden længe vil man tydelig kunne se forskel på de 2 typer af vandhuller.

De første vil formentlig blive kraftig tilgroet, men tudsernes gerne skulle forblive lavvandede, plantefri og tørre ud en gang i mellem.

I de 2 fugletårne er der kommet nye tavler op, der fortæller om området, smukt illustreret af tegneren Carl Christian Tofte. 

I Noret er det etableret nye fugleøer, for bl.a. at sikre Klydernes ynglesucces. Og som altid i vintermånederne, er der lige nu masse af rastende fugle, at se på. Sangsvaner, Troldænder og Bjergænder, de sidste 2 ofte i meget store mængder. Og her er selvfølgelig mange andre fugle – mest spektakulær i skrivende stund er vel den Skestork der gladeligt spankulerede rundt under den officielle afslutning, og som har holdt til i området i et længere stykke tid.

Der er al mulig grund til at ønske Faaborg Kommune og Fugleværnsfonden stort tillykke med det vellykkede projekt.

Så på med gummistøvlerne, kikkerten om halsen og af sted,  der venter med garanti en række oplevelser derude.

 


 

Ringe skov har vokseværk

En stor tak til Kommunen og Naturstyrelsen for købet af 45 ha nye arealer til skovrejsning vest for Ringe. Det er planen at købe yderligere 35 ha, således at Ringe skov snart bliver på næsten 120 ha.

DN finder, at Naturstyrelsens plan er god, og at der er tænkt på alle aspekter vedrørende offentlighedens brug af skoven, samt plante- og dyrelivets muligheder.

Eksempelvis vil der ud over skov og sletter, skabes nye småsøer og fugtige områder. Landsbyen Boltinge vil i fremtiden ligge i en stor lysning og skoven vil rumme udsigtskiler både mod vest og mod Ringe.

Skovparcellerne omgives med brede skovbryn, der vil have en samlet længde på over 7 km. Især her vil insekter, fugle og pattedyr tage det nye landskab til sig. Det nyerhvervede areal forventes først at blive tilplantet i 2014.

Udførlig omtale af planerne findes på www.nst.dk/ringe-skovrejsning


 

Ny naturstrategi i FMK

Faaborg-Midtfyn Kommune har lige vedtaget kommunens naturstrategi, der fastsætter visioner, mål og handlinger for de kommende år inden for en række naturområder.

De fem hovedområder er: Sikre og udbygge værdifulde naturområder, Udbygge naturnetværk, Særlig indsats for arter, Natur i og ved byerne samt Viden og formidling. 

Vi glæder os til at se resultatet og følge arbejdet med at implantere de mange indsatser i årene fremover, og stiller os gerne til rådighed, som en aktiv partner.