Danmarks Naturfredningsforening, juni 2013 |
|
Så er det sommer
Efter et noget koldt forår er der nu for alvor gang i væksten af alt det grønne udenfor. Alting blomstrer i haven og urterne gror, så det er en lyst i urtehaven. På vore lysåbne naturtyper, som enge, moser og overdrev, er der naturligvis også gang i græs og planter. Desværre er der langt fra alle steder kreaturer som græsser arealet af - og naturen har her brug for hjælp, så vi kan sikre planter og fugle gode levevilkår. I dette nyhedsbrev finder du inspiration til at give en hånd med ved græsslåning på to dejlige naturområder i kommunen. Kom og vær med, eller kom bare og kik - alle er velkomne. Redaktionen ønsker rigtig god sommer og ferietid - og husk nu at nyde de lange lyse dage - og nætter.
Redaktionen
|
|
Naturoplevelser i sommernatten
Flagermus
Udeliv og lune lyse sommernætter hører unægtelig sammen her i Norden. Nogen gange bliver turen ikke længere end til grillen og egen have. Men også her skal vi huske, at få hele oplevelsen med. Når grillen er ved at være kold, duggen begynder at falde, og lyset så småt begynder at svinde, så er det flagermusenes tur til at være på banen. Så husk lige at lægge mærke til, hvad der sker mellem havens træer eller langs skovbrynet. Her er det ofte muligt, at opleve flagermusenes fantastiske flyveevner, når de i siksak kurs er på jagt efter insekter. Flagermusene navigerer ved hjælp af ultralyd, der tilbagekastes fra de insekter de er på jagt efter, hvorved de med stor pression kan fange deres bytte. Deres vinger består af tynd hud, der er spændt ud mellem forbenenes fingre og mellem bagbenene og halen. Flagermus er de eneste pattedyr, der er i stand til at flyve.
Alle danske flagermusarter er fredede, og de er ganske ufarlige, da de ikke angriber andet en de insekter, de er på jagt efter. En lille del kan være inficeret med rabies, så finder du en flagermus på jorden og vil fjerne den, kan det være fornuftigt at bruge handsker.
Husk at nyde flagermusene og alle de andre gode oplevelser i den danske sommernat.
Foto: Ruth Ahlburg
|
|
Høj i højmosen!
Det er fredag over middag den 7. juni 2013. En cykeltur mellem Nr. Broby og Ståby bringer mig næsten forbi højmosen Storelung. Jeg har heldigvis husket gummistøvlerne, for stien,der fører dertil, er blød og mudret. Til begge sider blandt frodige, grønne gevækster ses hvide vandrølliker i det grågrumsede vand. Sollyset leger med farver og figurer. Noget paradisisk og hemmelighedsfuldt rummes i dybet. Jeg nyder roen og synet helt for mig selv – en kirkerumsstemning - inden højmosen åbenbarer sig for enden af stien.
Hundrevis af vattotter svajer i brisen over højmosen. Snevejr i juni, kunne man fristes til at tro!
Næ, det er såmænd bare kærulden, der blomstrer og knejser stolt og strunkt.
Den liver op med sine hvide lys på den store, brunlige moseflade, der er omkranset af birketræer.
Men jeg véd, der er mere at komme efter, så nu vender jeg blikket nedad: Aha, der er den lille uanselige, kødædende soldug-plante blandt grøn sphagnum. På lur efter et insekt med sine klistrede små fangarme. Så smuk og farlig i en miniputverden af flyvende insekter.
Jeg tager et billede med mit utilstrækkelige kamera, men gemmer dog øjeblikets storhed.
Moder jord, du rummer det store i det små. Man bliver høj i højmosen! Ikke af hamp og hallucinationer, men af de skæve plante-eksistenser, som trives i et miljø, der er fattigt på stof, altså kvælstof.
Jeg tæller majgøgeurter, inden jeg forlader mosen igen. Kan kun finde fire denne dag. Underligt! Ingen kan vel finde på at plukke de smukke, violette og fredede orkidéer?
Klokke- rosmarin- og hedelyng kæmper en indædt overlevelseskamp mod den vindbårne ammoniak. Har vores forfædre glemt at ofre til guderne i mosen? Kommer hjælpen fra oven?
Tager afsked med Storelung. Tænk, at have en naturperle helt for sig selv!
Men jeg vil rigtig gerne følges med Dig næste gang!
Birgit Bjerring
|
|
Klubhus ved Odense Å
I 2012 ankede DN en sag om beskyttelses-linien for Odense Å i Nr. Broby. Kommunen havde givet tilladelse til at der tæt på åen kunne bygges et 300 m2 stort klubhus for bueskytter.
I Naturbeskyttelsesloven er der en beskyttelseslinje på 150 m omkring søer og langs åer, som skal sikre, at der ikke bliver bygget eller bliver plantet træer eller lavet terrænændringer, som kan skade landskabet omkring åen, eller forringe levevilkår for planter og dyr. Det er Kommunen, der afgør om en evt. ansøger alligevel kan få dispensation til at lave ændringer inden for beskyttelseslinjerne.
DN´s lokalafdeling for Faaborg-Midtfyn mente, at det pågældende hus og dets placering ville have væsentlig indflydelse på landskabet omkring Odense Å og klagede derfor over kommunens tilladelse til Natur- og Miljøklagenævnet.
Natur- og Miljøklagenævnet har efterfølgende vurderet sagen og ændret kommunens tilladelse til et afslag.
|
|
Høslæt og naturpleje
De blomsterrige, lysåbne naturtyper som enge og overdrev blev vedligeholdt gennem tiderne ved hjælp af afgræsning og høslæt. Kvæget gik ude hele sommeren og landmanden slog hø til vinterfoder. Nyvækst af træer og buske blev holdt nede af de græssende dyr. Selv de fugtige moser og kær blev brugt til at skaffe hø til vinteren. Næringsstoffer blev fjernet sammen med høet, hvilket fremmede de lavtvoksende, lyskrævende og nøjsomme arter. Tidligere tiders landbrug sørgede helt enkelt for at holde naturen åben og blomstrende.
I dag, hvor den ekstensive drift ikke længere er rentabel, kan naturpleje i form af afgræsning og høslæt forhindre tilgroningen af vores værdifulde, lysåbne naturtyper. Høslæt, især i form af leslåning oplever i disse år lidt af en renæssance. Og det er der mange gode grunde til.
For det første er det sjovt og nemt at lære at slå med le. Det giver masser af sund motion ude i naturen. Det er desuden meget tilfredsstillende at se resultatet af slåningen. Både på selve høslætdagen og måske især i de kommende sæsoner, når det vilde blomsterflor begynder at dukke op, sammen med de forskellige bier og sommerfugle. For når man slår med le, og tager det afslåede hø bort, får man simpelthen blomsterne til at myldre frem!
Ved høslæt fjernes næringsstofferne nemlig langt mere effektiv end ved græsning, hvor størsteparten føres tilbage som gødning. Høslæt forhindrer, at de næringskrævende, højtvoksende arter kommer til at dominere og skygge de lyskrævende, mindre arter væk. Og det hæmmer effektivt opvækst af uønskede vedplanter.
Høslæt er velegnet til at pleje mindre områder, hvor afgræsningen ville være for dyrt, p.g.a. omkostninger til indhegning, læskur, vandforsyning og tilsyn. Det kan også med fordel anvendes på arealer, der er for våde til afgræsning.
|
|
Høslæt med le
DN Faaborg-Midtfyn vil gerne gøre en aktivi indsat for naturen uden i natur. Vi vil gerne invitere dig med, så her er to gode tilbud:
Høslæt i Tarup-Davinde Søndag den 11. august, kl. 10.00 - 16.00 Medbringes: Madkurv.
Der er brug for din hjælp, når naturen skal plejes.
Der vil være arbejdsopgaver med både le, rive, fork og saks, så der er lagt op til en børnevenlig dag, hvor hele familien kan deltage.
Vi skal bekæmpe flerårige grove planter og opvækst af træer og buske for at sikre et artsrigt blomstrende overdrev ned mod de nye søer i det tidligere grusgravsområde.
Det afslåede materiale rives sammen og hænges til tørre, så ophobning af næringsstoffer undgås.
Botaniske optællinger viser, at der efter få års høslæt er en tydelig udvikling mod større variation i plantevæksten.
Der er leer til rådighed og folk, der kan vejlede i brugen af dem. Har du selv en le, så tag den gerne med.
Vi slutter dagen af med et lille krebsegilde med krebs fra de lokale søer.
Arrangører: DN Faaborg-Midtfyn og Naturskolen Åløkkestedet. Kontakt: Ole Bloch Pedersen - 65 99 17 10 Mødested: P-pladsen ved Phønix, Udlodgyden 52, Davinde, Odense SØ. Tid: Søndag den 11. august, kl. 10.00 - 16.00,
Høslæt i Svanninge Bakker Søndag den 18. august 2013, kl. 10-15
DN Faaborg-Midtfyn inviterer også til høslæt på et af rigkærene i Svanninge Bakker i samarbejde med Naturstyrelsen Fyn.
Leslåning er en sjov aktivitet for hele familien, der giver en god motion ude i naturen. Har du ikke prøvet det før, kan du på høslætdagen lære at slå med le og at holde den skarp, så den kan skære helt tæt ved jorden.
Vi byder på frokost og vi har leer og høriver med, men medbring gerne din egen le og/eller hørive. Husk gummistøvler! Alle er velkomne, også dem der bare er nysgerrige!
Før i tiden blev de fugtige kær i vid udstrækning brugt til høslæt og afgræsset af kvæg. Sådan er det ikke længere og mange naturområder trues af tilgroning. Også kæret i Svanninge Bakker gror langsomt til, så de lavere, nøjsomme arter udkonkurreres og risikerer helt at forsvinde.
Det vil vi gerne gøre noget ved! Tidligere i år har vi, sammen med en gruppe DN-aktive fra hele landet, fjernet nyvækst af rødel og slået en del af arealet for at holde det lysåbent. Vi fortsætter naturplejen med et høslæt på rigkæret søndag den 18. august.
Tilmelding er ikke nødvendig
Kontakt: Maria Gram-Jensen, maria.gram.dk@gmail.com">maria.gram.dk@gmail.com eller Birgit Bjerrring: Tlf : 32 15 11 45 / Mobiltlf.: 23 86 87 72 Mødested: Svanninge, P-pladsen bag Kastaniely på Brahesvej (se efter det blå skilt med cykelruten 65 mod Svanninge Bakker). Tid: Søndag den 18. august 2013, kl. 10-15
|
|
Nu DN-kalender på hjemmeside
Følg med i vores arrangementer og de kommende ture på DN - Faaborg-Midtfyn. Vi har nu fået lagt kalender ind på vores hjemmeside, således det fremover vil være muligt at følge med i hvornår vi har møder, kommende arrangementer, årsmøde etc.
|
|
|