Inden selve årsmødet holdt naturvejleder Jesper Vagn Christensen et spændende foredrag om tilblivelsen af "Guidebog til Øhavsstien"

Årsmøde

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
  4. Forslag fra medlemmerne
  5. Eventuelt
  6. Dato for konstitueringsmøde (senest 4 uger fra d.d.)

 

2.1 Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog skoleleder v. Ryslinge Friskole, Michael Wortmann. Valgt uden modkandidat.
Dirigenten konstaterede, at årsmødet var lovligt indkaldt via diverse annoncer i “Natur og Miljø” og lokale aviser.

2.2 Bestyrelsens årsberetning 2010
2010 har som de foregående år, været et travlt år, som naturens vagthund. I alt har bestyrelsen siden sidste årsmøde modtaget 342 sager, herudover kommer borgerhenvendelser, og sager fra det opsøgende arbejde i arbejdsgrupperne som blev sat i værk sidste år.
Størstedelen af sagerne vi modtager omhandler dispensation fra naturbeskyttelsesloven og skov-, sø- og å- beskyttelseslinjerne, i forbindelse med til- og ombygning af mindre bebyggelse. Men også lokalplaner og sager om råstofindvinding har trængt sig på i år.
Miljøgodkendelser har der praktisk taget ikke været nogen af hele året, men her i september og oktober har vi modtaget ikke mindre end 23. Problemstillingen er den samme som det har været hidtil. Vi kan intet stille op - Faaborg Midtfyn kommune lever fint op til kravene som er stillet i husdyrloven, men vi mener ikke husdyrloven er stram nok, som den er nu, til at sikre den danske natur og miljøet.
Private henvendelser får vi jævnligt nogle stykker af, i år har de omhandlet emner som: nedlagte stier, forurenede vandløb, forringede adgansforhold langs kysten, forsvundne naturområder og meget mere.  
Men når alle disse opgaver nu er remset op, så er det samtidigt værd at nævne, at vi i det forløbne år har haft glæde af et par nye friske ansigter i bestyrelsen, samt et par initiativrige bestyrelsesmedlemmer, som har sørget for hygge og arrangementer for os alle. Det hjælper alt sammen på overskuddet, som til tider er under pres for os alle.

Samarbejdet med Faaborg Midtfyn kommune
Vi har igen i år haft et åbent og positivt samarbejde med Faaborg Midtfyn Kommune.

§3 natur
Gruppen omkring ’§3- natur’ som blev oprettet i efteråret 2009, er nået et rigtig godt stykke, når det gælder gennemgang af kommunens arealer, over 100 uoverensstemmelser er det blevet til indtil nu. Faaborg Midtfyn kommune har taget positivt imod de mange sager, som har fyldt deres skriveborde. I foråret ansatte kommunen en dygtig naturmedarbejder, for at varetage de mange sager, vi har sendt ind. Hun har været yderst samarbejdsvillig og effektiv, så vi har modtaget de første 49 afgørelser. I samtlige 49 sager har vi fået bekræftet, at der er tale om uoverensstemmelser i kommunens registreringer af naturarealerne. 17 af disse var direkte ulovlige forhold, som er blevet pålagt lodsejerne at retablere. Udtrykt i ha, er der tale om ca.26 ha natur, som er taget ud af kommunens registreringer og ca. 9 ha natur som skal tilbageføres. Det lyder muligvis ikke af meget, men taget i betragtning af, at det endnu kun er knapt 1/2 af kommunens areal vi har nået at gennemgå, så kan det frygtes, at der er en fordobling i vente af begge tal.
Vi tror desværre ikke, at det er en unik situation for Faaborg Midtfyn Kommune, og hvis det antages, at det er samme problem i landets resterende 97 kommuner, så bliver tallene pludselig langt mere i øjenfaldende og tankevækkende.
Sommeren over har vi ikke nået meget længere i vores research, men målet må blive, at hele kommunens areal er gennemgået i løbet af 2011.

LIFE + projekt ved Bøjden Nor
Faaborg Midtfyn kommune har søgt og fået bevilget midler fra EU til forbedring af området ved Bøjden Nor, som rummer en smuk natur og er et stort potentiale for dyrelivet, særligt strandtudsen.
I den sammenhæng har Faaborg Midtfyn kommune inviteret os til at deltage i en wokshop omkring udviklingen af området, dette har vi takket ja til, og har derfor et medlem siddende i denne gruppe.

Strandtur med kommunalbestyrelsen
I juni måned tog vi fra bestyrelsen på tur med en række kommunalpolitikere fra Faaborg Midtfyn Kommune, hvor vi blev guidet rundt langs Faaborgs kyster af vores tidligere formand, Lars Torup. Lars havde planlagt en god gåtur langs med kysten, hvor politikere og bestyrelsens medlemmer fik sig en god klatretur på den forhindringsbane, som kysten desværre er på flere strækninger. Trods vejret og strabadserne var humøret højt blandt de fremmødte, og det blev en vellykket tur, hvor vi fik sat ansigter på hinanden politikere og bestyrelsen imellem.

Projektarbejde i samarbejde med andre organisationer m.m.
Stiprojektet, Ringe-Korinth
Vi har i år haft et bestyrelsesmedlem i Skov og Naturstyrelsens udvalg, som skal komme med deres udsagn til, hvordan den nye sti fra Ringe til Korinth (den gamle jernbane) skal udformes.
Her i efteråret er ideerne kommet ud til offentligheden, hvor idé-møderne kører pt.
Vi forventer at bevare vores plads i udvalget indtil projektet afsluttes.

Nationalpark – Det Sydfynske Øhav
Vi har igennem det forgangne år deltaget i alle fire arbejdsgrupper for at følge udviklingen og bevare muligheden for at komme med vores holdninger og forslag.
Sidste år, satte vi spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig lå i begrebet ’En Nationalpark’ – Var det ren tiltrækning af turister og reklame, eller kunne det reelt få en positiv betydning for naturen?
Det er stadig for tidligt at konkludere, men vi er obs på, at kroner og ører og tivolisering ikke skal være baggrunden for, at en mulig Nationalpark skal vedtages.
Vi fortsætter derfor i 2011 med at være repræsenteret i styre- og arbejdsgrupper.

Strukur & Helhedsplanen ’Over sø og land 2050’ ved Tarup Davinde
I foråret blev struktur og helhedsplanen for det tidligere grusgravsområde ved Tarup Davinde sat i høring. Vi læste planen og diskuterede den lidt frem og tilbage internt i bestyrelsen, samt med DN’s afdeling i Odense. Sammen gav vi et høringssvar, som påpegede en række mangler i planen. Vi mener, at det overordnet er en fin plan, og rart at vide, at der er fokus på at sikre området langt ud i fremtiden. Men det var bekymrende at læse en så omfattende plan, og konstatere at der ingen steder blev gået i dybden med, hvilke muligheder der var i at sikre naturen, som f.eks. overdrev, som er en naturtype kommunen i forvejen er fattig på. Hele planen omhandler turisme, økonomi og groft sagt ’tivolisering’ af Tarup Davinde. DN er enig i, at der er mange potentialer, og at området med tiden bliver stort nok til at rumme både oplevelser og natur, men vi har sat spørgsmålstegn ved om Odense og Faaborg Midtfyn Kommune er af samme holdning.
Vi har deltaget i debatten i FyensStiftstidende i september, og givet udtryk for førnævnte risici. Til dette udtalte Grethe Justesen, at området er med henblik på at skabe en grøn oase for byboere, natur har vi nok af andre steder i kommunen(!).

Årets ture og arrangementer
Affaldsindsamlingen blev igen i år en succes, vi var udstationerede i fire byer og på kun et par timer, blev Faaborg Midtfyns natur lettet for ikke mindre end 900 kg affald!
Tusind tak for indsatsen til alle de frivillige som bakkede op om dagen. Flere lokalråd og Nr. Brobys friskole og folkeskole gik også ind i kampen – dejligt at opleve at både unge og ældre viser interesse i at gøre en forskel.
D. 19.maj greb 10 friske folk, spader, ørnenæb m.m. og gik i krig mod Bjørneklo, Pileurt og Gyvel, som invaderer Sundbakkerne med lynets hast i disse år. Det er en kamp, som bliver svær at vinde, men hvert tiltag tæller og er med til at holde den triste udvikling i bero.
Herudover har vi haft en guidet fugletur ved Lindkær Mose ved Ravnholt, Høslætdag i Tarup Davinde og en gåtur ’rundt om knold’ SV for Faaborg.
Alle ture og arrangementer annonceres i Natur & Miljø, lokalaviser og på vores hjemmeside www.dn.dk/faaborg-midtfyn. Ønsker og forslag til ture og arrangementer modtages gerne.

Hjemmesiden
Vores hjemmeside er stadig under løbende udvikling. Ved sidste årsmøde omtalte jeg, at vi havde en vision om at starte op på et nyhedsbrev, som man kunne tilmelde sig på hjemmesiden. Det er desværre kun blevet ved ideen i 2010. Men ideer er der også nok af, nu er det ressourcerne, der skal på plads, så vi kan få nyhedsbrevet sat på benene.
Alle er velkomne til at indsende fotos af naturen i kommunen.
Sendes til Jens; jensandreas45@gmail.com

Organisationsændringer
2011 bliver et spændende år, hvor bestyrelsen skal indtage ny struktur. To medlemmer træder helt ud og jeg selv træder af som formand. Dette giver plads til nye kræfter udefra. Kunne det være noget for en af jer at blive medlem af bestyrelsen, så er dette det perfekte tidspunkt, idet vi med professionel hjælp fra DN centralt, i november konstitueres på ny vis. Dette indebærer at arbejdsopgaver og ansvar effektivt deles ud. Samtidig kommer der en række gratis endagskurser for nybegyndere, som efter lyst og interesse kan melde sig til, og få erfaring på bagen herigennem, indtil man føler sig klar til at fungere selvstændigt med sagsarbejde, presse, arrangere ture m.m.
_____

Efter beretningen var der spørgsmål fra salen:
Vedr. naturplejedag i Sundbakkerne – en deltager gjorde opmærksom på, at der var flere fra gruppen der mødte op den dag, som efterfølgende fortsatte arbejdet, så der har ikke været blomstrende bjørneklo i år.
Per uddybede pkt. omkring boomet af husdyrsager.
Helene Jacobsen – understregede at det er svært, og at flere sager bliver sværere at køre, fordi de ikke har grundlag i lovgivningen.
Spørgsmål fra salen – om DN generelt er mod landbrug og klager på alle sager. Det blev der redegjort for, at vi bestemt ikke gør, og heller ikke generelt er imod, men primært har vi naturen som omdrejningspunkt - og de to ting går ikke altid hånd i hånd.

Diskussion om landbrugets rolle. Diskussion om hvad der er natur og hvilket natursyn, vi ønsker hægtet sammen med strukturen i landbruget. Snak om lysåbne naturtyper og pleje af små arealer.
Der opfordredes til, at vi får gjort noget ved ideen omkring nyhedsbrev.
Der blev efterlyst mere frivilligt arbejde, som medlemmer kan deltage i, gerne meget konkret/naturpleje, uden at skulle være en del at bestyrelsen.
Beretningen blev vedtaget.


2.3 Valg af medlemmer af afdelingsbestyrelsen
Formand Nina Larsen (træder af som formand)
Næstformand Birgit Bjerring
Webmaster Jens Andreasen
Menigt medlem Lisbeth Ravn
Menigt medlem Jørgen Elper Hansen
Menigt medlem Erik Ehmsen (træder ud af bestyrelsen)
Menigt medlem Lene Friis (træder ud af bestyrelsen)
Menigt medlem Per Holmsgård
Menigt medlem Dorthe Jensen
Menigt medlem Tina Andersen
Menigt medlem Ole Bloch-Petersen
Menigt medlem Leif H. Sørensen
Suppleant Mette Behrendt Hansen
Suppleant Elsebeth Pedersen
Suppleant Ulla Poulsen
Suppleant Lone Ravn

Valgresultat:
Birgit Bjerring og Dorthe Jensen ønskede genvalg.  Lene Friis og Erik Ehmsen ønskede ikke genvalg.
Trine Juhl Thomsen, tilbød at stille op.
Alle 3 blev valgt. Bestyrelsen aftalte at konstituere sig på førstkommende møde med en af suppleanterne som ”ægte” bestyrelsesmedlem.

Alle suppleanter ønskede genvalg. Alle blev valgt uden afstemning

2.4 Forslag fra medlemmerne
Der var opfordring fra salen til DN om at lave nogle projekter, hvor man går mere systematisk til værks for at undersøge, hvordan naturpleje virker - f.eks. omkring bjørneklo.

2.5 Evt.
Intet til referat
____________

Dirigenten takkede for god ro orden.
Bestyrelsen består det næste år af flg. medlemmer:

Nina Larsen, Birgit Bjerring, Lisbeth Ravn, Dorthe Jensen, Tina Andersen, Trine Juhl Thomsen, Jørgen Elper Hansen, Per Holmsgård, Jens Andreassen, Ole Bloch-Petersen og Leif H. Sørensen.

Suppleanter: Mette Behrendt Hansen, Elsebeth Pedersen, Ulla Poulsen, Lone Ravn. En af suppleanterne skal ind i bestyrelsen.


Konstituerende bestyrelsesmøde aftaltes til fredag d. 12/11  kl. 17.00

 

De tre nye formænd

Jesper Vagn Christensen