Årsberetning 2018 DN Faaborg-Midtfyn                        

Årsmøde 1. november kl. 19 -22 i Ringe

 (hent printvenlig pdf-udgave)

Indledning.

Dette årsmøde blev indledt med indlæg og debat om Als-Fyn Broen, som Faaborg-Midtfyn Kommune og Sønderborg Kommune i 3 løbende år hver støtter med 3 millioner kroner til forundersøgelser og rapporter. DN Faaborg-Midtfyn ønsker at blive holdt orienteret og vil gerne være på forkant med udviklingen i broprojektet, som giver anledning til bekymring for den natur og det miljø, søm Danmarks Naturfredningsforening ønsker at beskytte.

 

DN´s årsmøde den 8. november 2017  blev afholdt som et natur-og miljøpolitisk valgmøde med deltagelse af repræsentanter fra alle opstillede partier. Der var politisk enighed om en grøn dagsorden.

FMK ønsker at tiltrække nye borgere og arbejder ligesom alle andre kommuner i landet på en  særlig strategi for tilflyttere.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Center for Fremtidsforskning udtaler i en artikel i Fyens Stiftstidende 27. oktober 2018 følgende: ”De næste mange år vil flere og flere skifte livet i en større by ud med renere luft og mere natur i land- og yderkommunerne.”

Adgang til naturen, skove, stier, søer og vandløb, fred og ro, ren luft og rent drikkevand står højt på manges tilflytteres ønskeseddel – og derfor må disse parametre veje højt i kommunens planlægning.

Hvorvidt en fast broforbindelse med tilhørende motorveje kan indgå i det scenarie, stiller DN sig skeptisk overfor.

 

Ny præsident for DN, valgt for en 4 års periode.

Maria Reumert Gjerding, cand. scient. i miljøplanlægning, afløste den 7. april 2018 Ella Maria Bisschop-Larsen som præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Valget foregik i Faaborg, lørdag den 7. april og fik fin omtale i medierne. Der var to kandidater til posten. Maria vandt med 2/3 flertal over Rune Kjærgaard Lange, Kolding. Bestyrelsen i Faaborg-Midtfyn havde æren af værtsskabet for repræsentantskabsmødet, og det blev et højdepunkt i året, hvor der var mulighed for at træffe medarbejdere fra DN centralt og afdelingsmedlemmer fra hele landet.

Værtsskabet indebar, at vi skulle hjælpe med at organisere 5 forskellige udflugtsture søndag eftermiddag: Bøjden Nor med Elsebeth og Ellen fra lokalafdelingen, DN Assens bød på en tur i Jordløse Bakker, DN Svendborg hjalp med en guidet tur til Egeskov Mølle og Rødme Svinehaver, hvor Peter deltog,  DN Odense arrangerede 2 ture: Tarup-Davinde, hvor Birgit bistod, samt en tur til udvalgte steder ved Odense Å med afslutning ved OBC.

Borgmester i FMK Hans Stavnsager bød velkommen ved repræsentantskabsmødets start og gjorde god reklame for kommunens fortræffeligheder specielt med henblik på natur- og foreningsaktiviteter.

Søndag formiddag holdt Hans Stavnsager et indlæg: Hvordan kan vi bedst påvirke beslutningstagerne?

Tilbagemeldingen fra deltagerne var meget positiv i alle henseender: Indkvartering, forplejning, borgmesterens medvirken, afviklingen af ture og stemningen i det hele taget.

Vi mindes med glæde DN´s repræsentantskabsmøde i Faaborg.

Siden årsmødet i 2017 har bestyrelsen holdt 9 ordinære afdelingsmøder, heraf de 6 afholdt på Ringe Bibliotek, da det er et centralt sted at mødes, når vi kommer fra hver vores egn af FMK.

De, der har tid og lyst, har desuden mulighed for at mødes til samrådsmøder 4-5 gange om året. 10 lokalafdelinger mødes for at få belyst et aktuelt emne og nogle gange besigtige et interessant naturområde. Det er godt at udveksle erfaringer og tage ved lære af hinanden og af kommunernes indsatsområder og sagsbehandling.

Sager i 2017-2018.

Brahetrolleborg Gods´s genfremsatte ønske om en flugtskydebanen i Kræmmerskoven ved Korinth blev til DN Faaborg-Midtfyns tilfredshed afvist af kommunalbestyrelsen i maj.

Bekymrede beboere henvendte sig til DN. Det er naturligt, at man reagerer, når ens nærmiljø er truet af geværskud seven-eleven. Forhåbentligt er der sat et definitivt stop for det projekt nu!

Ny lokalplan for området ved Marsk Billesvej 10, Brobyværk, 5672 Broby foranledigede et borgermøde i juni, hvor 3 medlemmer af bestyrelsen deltog. Lodsejeren Niels Pedersen fra Miljø-Bo A/S  Tommerup ønskede at opføre en ny fløj med lejligheder tæt ved Odense Å.

DN sendte høringssvar, der indeholdt ønske om større afstand til åen.

Lokalplanen blev vedtaget med skærpede krav til bygeriet. P.t. intet nybyggeri igangsat.

Ny lokalplan for Stegshavevej. Ringe Fjernvarme ønskede at etablere Fyns største solpaneanlæg. En borgerhenvendelse gav anledning til en besigtigelse af området og naturen i særdeleshed. Området er beliggende i landzone omgivet af levende hegn og skov.

Det gør ondt, når hegn og gamle træer må vige pladsen. Her blev dog visse træer skånet.

DN afgav høringssvar om at bevare mest mulig beplantning, stiadgang langs hegnet og begrænsning højden på akkumuleringstanken.

DN har i august afgivet høringssvar vedr. regulering af Silke å ved Kohavelung samt Sandholt Møllebæk.

Af klagesager kan kun nævnes en enkelt: Faaborg-Midtfyn Kommunes landzonetilladelse ( af 20. november 2017) til ridehal til privat brug på Alléskovvej 43 A, 5600 Faaborg.

En given kommunal tilladelse kan danne præcedens for fremtidige afgørelser.

Afgørelsen fra Nævnenes Hus, Planklagenævnet i Viborg, kom den 12. juni.

DN klager kun, når en kommunal afgørelse går imod lov og principper. En vunden sag betyder tilbagebetaling af klagegebyret på 1800.

Fredningsnævnet for Fyn tilsender nu og da sager, hvor der bedes om en udtalelse fra DN eller inviteres på en besigtigelse.

Eksempler fra 2018 er et fremsat ønske om nedrivning af et forfaldent bindingsværkshus tæt ved Hillerslev kirke samt beskæring af et fredet lindetræ i Faaborg. DN har støttet begge ønsker.

 

Ture og arrangementer

Årets første arrangement foregik indendørs i marts, nemlig på Faaborg Museum som havde åbnet en ny udstilling ” Jordforbindelser.” 

Malernes syn på jord og landskaber fra 1800-1900 tallet talte lige ind i sjælen på naturfredningsfolk. Vi fik en guidet gennemgang i udstillingen og bagefter en god debat om landskabssynet, gyvel og menneskets påvirkning af naturen. Stor anerkendelse til Faaborg Museum for at bringe disse aspekter frem og sætte emnet på dagsordenen i en tid, hvor der uafbrudt sker forandringer i naturen og landskabet.

Den 31. maj gik turen til Snarup Mose, som er ejet af Aage V. Jensens Fonde.

Godt en snes deltagere foretog en rundgang i den lidt hengemte natur, som byder på sjældne sommerfuglearter, kongebregne, kæruld og den kødædende soldug. Den urørte skov gør stedet interessant at vandre i. Efter sigende er der mange dådyr. Vi så dog kun to denne aften, ligesom sommerfuglene var gået i skjul. Nattergalen hørte vi ikke, men derimod musikken fra Heartland Festival på Egeskov, i få kilometeres afstand!

Kystvandringen i samarbejde med Hjerteforeningen i Faaborg foregik søndag den 10. juni fra Faldsled til Damsbo skov under Lars Torups ledelse. Et god tradition, som vi har aftalt skal fortsætte søndag den 2. jun i 2019. Fin tilslutning trods regnvejr – én af sommerens få!

Vi afsluttede på hyggelig vis i læ for regnen med at nyde lidt sommervin fra boksen.

Den 27. juni kl.11 var bestyrelsen og mange andre inviteret til FMK´s overdragelse af Haastrup Bjerge til Naturstyrelsen Fyn, som fremover har ansvar for den sjældne naturtype.

Lodsejerne Jørgen Munk Andersen og Birthe Kærslund har ejet det kuperede overdrev i 50 år og passet og plejet de 30 ha, så området i dag fremstår som en særlig naturperle med sommerfugle og en sjælden fauna.

Biololog i FMK Jens Aamand Christensen har været med i processen fra starten og har lovet DN at stå for en guidet tur i Haastrup Bjerge i foråret 2019.

Affaldsindsamlingen 22. april

fik igen en stor stor tilslutning både fra skoler, institutioner, lokalråd og private. På DN´s hjemmeside står FMK noteret for 25 indberettede indsamlinger. DN vil gerne takke alle de aktive børn og voksne, der har påtaget sig opgaven og befriet naturen for 2319 kg affald, 320 dåser uden pant og 1638 uden pant.

Også en speciel tak til alle hverdagens affaldsopsamlere, som gør nytte i årets løb og hjælper med til at skraldet havner det rigtige sted, til genanvendelse eller til forbrænding.

Den 28. juni inviterede Als-Fyn Broens sekretariat til et dialogmøde om Cowi´s nys udgivne rapport om en fast broforbindelse. Fra FMK deltog Christoffer Voss og fra Sønderborg Kommune sekretariatschef Jes E. Schwartz-Hansen. DN blev informeret om de nyeste trafikanalyser og prognoser. Vores sunde skepsis til broprojektet og henvendelser fra bekymrede borgere er grunden til, at emnet på årsmødet netop omhandler Als-Fyn Broen.

 

Øvrige opgaver i DN Faaborg-Midtfyn.

Det Grønne Råd i FMK. DN´s repræsentant Elsebeth Pedersen beretter følgende:

 

Det Grønne Råd har repræsentanter fra en lang række grønne foreninger – nogle med erhvervsinteresser (landbrug og skovbrug) andre med interesse for natur eller friluftsliv.

Rådets formand er Søren Kristensen (formand for kommunens teknik og miljøudvalg)

Fast medlem af rådet er Ole Tyrsted Jørgensen (afdelingsleder for Natur og Trafik i FMK).

Rådet kan ikke træffe beslutninger, men være med til at præge debatten og rejse spørgsmål inden for natur- og miljøspørgsmål.

 

Der holdes to årlige møder hvoraf det ene altid er koblet op på en ekskursion.

Sidste møde var 27. juni, hvor vi deltog i kommunens overdragelse af Håstrup Bjerge til Naturstyrelsen, som fremadrettet skal stå for driften af arealerne.

På mødet i dec. 2018 vil bl. a. problematikker omkring grønne områder være på dagsordenen.

Deltagelse i møderne giver en god indsigt i kommunens holdninger til og arbejde med natur og miljø.

 

Naturturisme - nu med navneændring til Geopark Det Sydfynske Øhav.

 

Således beretter Peter Østergaard, medlem af bestyrelsen for Naturturisme I/S, som er dannet af de 4 sydfynske kommuner: Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø.

DN er med for at komme til orde, for at sikre at der bliver taget tilstrækkeligt hensyn til naturen, når der laves projekter for at fremme turismen.

Naturturisme har lavet tiltag, der gavner kajakturisme i form af shelters m.v., ridestier til hesteinteresserede, mountainbike ruter til cyklister og især anlægget af ø-havsstien til alle, der gerne vil ud i naturen.

Igennem de sidste par år har der været meget fokus på etablering af Geopark Det Sydfynske Øhav. Formålet er at få fokus på de geologiske seværdigheder i de 4 kommuner. Her kan nævnes: Svanninge Bakker, Rødme Svinehaver og issøen ved Stenstrup, hatbakkerne på Langeland og Voderup Klint på Ærø. Men der er mange flere steder. Formålet er dog også at sætte fokus på naturen. DN støtter projektet.

Geopark Det Sydfynske Øhav blev etableret den 10.-10. 2018 og skal køre et par år, inden den eventuelt kan blive godkendt af UNESCO, hvilket er målet for af få et kvalitetsstempel.

 

Bestyrelsens sammensætning i 2017-2018:

Birgit Bjerring, Broby, formand

Ellen Korsgaard, Faaborg, næstformand

Peter Østergaard, Gislev. Samråd Fyns repræsentant i Geopark Det Sydfnske Øhav

Elsebeth Pedersen, Ferritslev

Lars Torup, Faaborg

Vicky Bender Lorentzen, Ringe, udtrådt august 2018

Lars Bredahl, Ringe valgt som suppleant nov. 2017, indtrådt i bestyrelsen august 2018.

 

Lars Torup ønsker ikke genvalg til bestyrelsen, men vil gerne påtage sig at guide på ture og sørge for kontakten mellem Aage V. Jensens Fonde og Sundbakkerne. Lars har i en menneskealder været dybt optaget af naturen og med sin stor energi formidlet sin viden til alle, der har deltaget på hans ture. Mange tak for din medvirken i naturens tjeneste.

Vicky Bender Lorenzen måtte desværre udgå af bestyrelsen på grund af manglede tid. Et jura- studie, medlem af Regionsrådet i Syddanmark og opstilling til næste Folketingsvalg m.m. gør, desværre, at vi må sige farvel til afdelingens unge håb!

 

Tak for godt samarbejde til de øvrige bestyrelsesmedlemmer i det forløbne år. Alle bidrager med vigtige arbejdsområder, og beslutningerne træffer vi sammen i en god ånd.

 

Til dette årsmøde søger vi nye bestyrelsesmedlemmer, der vil hjælpe med at styrke DN´s indsats i FMK. Vi vil gerne være mere synlige, arrangere flere ture og udbrede kendskabet til DN´s  indsatsområder såsom naturpleje, beskyttelse af grundvand, økologi, giftfri haver og grøn omstilling. Frem til det kommende Folketingsvalg senest i juni 2019, vil DN´s hovedforening gøre en ekstra indsats for at de omtalte emner skal indgå i debatten.

Fuglekendere, plantenørder, naturfotografer, hjemmesideadministrator, nyhedsbrevsredaktør, DN byder alle velkomne.

Nye aktive bliver inviteret til at deltage i et introduktionskursus i Middelfart i januar.

 

I DN Faaborg-Midtfyn er der pr. 17. okt. 1152 medlemmer mod 1.053 i okt. 2017.

Så trods naturlig afgang er medlemstallet steget i FMK.

Danmarks Naturfredningsforening har stor gennemslagskraft i medierne og dygtige medarbejdere i sekretariatet, som også journalister bruger i research-arbejdet.

 

Klimaændringer appellerer til nye indsatser. DN ønsker at være i front på det område, og vi inviterer mange flere til at være aktive for vore børns og børnebørns skyld.

 

Birgit Bjerring, formand for DN Faaborg-Midtfyn.                     Broby den 1. november 2018